Hvorfor svarer folk sjældent de hjemløse? Foto: Shutterstock
Jeg oplevede det for gud ved hvilken gang fredag aften.
Jeg sad i egne tanker i et S-tog og bladrede i en efterladt gratisavis, da dørene til kupeen gled fra hinanden et sted mellem Hovedbanegården og Dybbølsbro.
En mand trådte ind i varmen med et enkelt skridt og spurgte højt, om nogen kunne undvære et par kroner til en hjemløs. Samtalerne mellem passagerne blev afbrudt som i en omgang stopdans. Lyden af spredt mumlen og latter ophørte øjeblikkeligt.
Spørgsmålet blev leveret med en sælgers optimisme. Men opgivenheden var alligevel nem at spore i hans blik, mens han søgende kiggede rundt for at få øjenkontakt med en mulig giver.
Han vidste godt, at han var ude i kulden, selvom han havde møvet sig ind i varmen. For det gik, som det altid går: Ingen svarede på hans spørgsmål.
Folk havde pludselig ualmindeligt travlt med at glo tomt ud af vinduet eller ned på deres telefoner, hvor der nu blev scrollet, som havde de ild i tommelfingeren. Det gjaldt om at se så travlt beskæftiget ud som muligt og for alt i verden undgå øjenkontakt med manden. Målet var at fryse ham ud af kupeen med stilhed hurtigst muligt.
– Jeg har desværre ikke mønter på mig, sagde jeg og kiggede op på ham.
Han blev så forbløffet over, at nogen talte til ham, at han ikke hørte, hvad jeg sagde, selvom han stod lige ved siden af mig. Jeg gentog sætningen.
– Nåh okay. God aften, svarede han lavmælt og traskede videre.
Alle omkring mig holdt vejret. Først da han var helt ude af kupeen, og dørene klappede i bag ham, blev samtalerne genoptaget, og roen indfandt sig igen. Lettelse.
Jeg kiggede undrende rundt. Det er ikke første gang, jeg oplever det.
Alle taler om, at flygtninge, romaer og afrikanske flaskesamlere presser de danske hjemløse. Det er vores hjemløse, der betaler prisen, lyder argumentet ofte. Hvorfor skal vi hjælpe sårbare og udsatte mennesker fra fremmede lande, når vi selv har tusindvis af borgere, som desperat har brug for en hånd?
Og på trods af denne tilsyneladende uendelige sympati for de danske hjemløse, oplever jeg alligevel fænomenet igen og igen: Folk kan ikke engang formaste sig til at svare på et simpelt spørgsmål eller kigge dem i øjnene. De hjemløse bliver simpelthen ignoreret. De tæller ikke.
Det er absurd, hvis man tænker over det.
Forestil dig, at nogen går hen til dig på gaden for at spørge til klokken. I stedet for at svare drejer du hovedet lidt til siden for at kigge lige forbi vedkommende, så du kan studere noget i baggrunden, inden du som undvigelsesmanøvre hiver din mobil frem og skynder dig væk. Nej, vel?
Man svarer sgu da folk, når de spørger om noget.
Men når det gælder hjemløse, er det tilsyneladende helt i orden ikke at respondere. Og det er det samme, om de går gennem et tog, står med Hus Forbi på stationen eller sidder på gaden med en kop foran sig og en hund ved deres side – folk stryger lige forbi uden en lyd, selvom den hjemløse henvender sig direkte til dem. De bliver ikke set. Ikke hørt.
Hallo! Det kan godt være, at du ikke har lyst til at købe Hus Forbi eller kan undvære mønterne i din lomme. Det kan også være, at du bare ikke har tid til at finde pengene frem. Men du kan altså godt lige svare personen, der stiller dig et spørgsmål. Også selvom det bare er ‘ellers tak, men ha’ en god dag’.
Alt andet er simpelthen tarveligt.
