Blogger Maja Harder er begejstret for Maobao i Skyttegade på Nørrebro.
Blogindlæg af Maja Harder.
På den trendy Nørrebro-restaurant Maobao bliver der serveret snasket asiatisk street food og cocktails i spandevis. Og selvfølgelig, bao’er!
2018’s store streetfood-dille er utvivlsomt den dampede kinesiske bolle med navnet bao. Den er svampet, luftig og ligner mest af alt en slags underlig kage.
Men når den fyldes med friturestegt snask, smagfulde krydderurter og stærk chilisauce, bliver den til verdens bedste tømmermændsret.
Bao’en er allerede ved at blive en kendt gænger på diverse streetfood-markeder i København, og begejstringen for de fluffy og cremede tacoboller med knasende sprødt fyld er kun voksende.
Så meget endda, at bao’en er blevet spået som 2018’s store maddille.
Asiatisk tapas – family style
Selvom bao’erne på Maobao selvfølgelig er stedets stjerner, skal deres streetfood-inspirerede tapas bestemt ikke undervurderes.
Til dine bao’er kan du for eksempel få friturestegte wontons, sprød zucchini med asiatisk pesto og havgus ost. Eller i den helt snaskede afdeling: Pankostegte tigerrejer med hvid miso.
Er du ikke på Maobao, fordi du skal pleje tømmermændene, kan du desuden nemt komme til at gå amok i deres imponerende cocktailkort.
Drinksmenuen, der er mindst fem gange så lang som spisekortet, gemmer både på eksotiske cocktails, pitchers til 400 kroner og skræddersyede gin tonics.
Maobao vinder uden sidestykke prisen for det mest gennemførte menukort. Selv desserten er en bao.
Den dampede kinesiske bolle er bare byttet ud med sprød kagedej, og frituresnasket er byttet ud med sød vaniljeis og matchapulver.
Den dessert, jeg fik serveret, smagte fortrinligt. Det var dog en svær opgave, da dessert-bao’en ligesom meget andet hos Maobao spises med fingrene.
Men det var klart udfordringen værd! Jeg vil til hver en tid tage samme kamp op for at få mere af den dessertbao indenbords.
Genialt dag-til-aften-koncept
Det hippe streetfood-paradis er om eftermiddagen blevet forvandlet fra et helt anderledes dagskoncept.
Maobao går nemlig også under navnet SideCar – Nørrebros uhyrligt populære brunchsted. Her kan du, som moden dikterer, få skræddersyede brunchanretninger med innovativ chiagrød, nybagt surdejsbrød og alt, hvad der ellers hører til sådan en omgang.
Hvad sker der: Maobao
Hvor sker det: Skyttegade 5, København N
Hvornår sker det: Se hjemmesiden for åbningstider
Maja Harder er 25 år og har en master i medier og kommunikation fra London. Hun bor i København og elsker at gå på opdagelse i de mange spændende restaurant- og kulturoplevelser i byen. Hun skriver om sine opdagelser her og på majaharder.com.
Vildglad på Amagerbrogade lokker med to cremede kugler: Gratis is til alle næste weekend