Der er ingen tvivl om at København er en af verdens fedeste byer og enhver der siger noget andet tager grueligt fejl.

Men der er stadig steder i København som bare er helt vildt forfærdelige og som man aldrig ønsker at opholde sig. Vi har her samlet en top 5 over byens værste steder.

Strøget
Enhver der har gået på Strøget ved hvor forfærdeligt det er. Strøget er en beskidt og overfyldt gade fyldt med turister, folk fra oplandet og konfirmander. Men hvad så med alt den fede shopping man kan gøre på strøget? Glem det! Strøgets butikker består mestendels af H&M butikker og gyselige all you can eat buffet restauranter der har stakler til at stå ude på gaden og holde reklameskilte. 

At befinde sig på strøget i længere tid er på kanten af tortur og bør undgås. Skulle du af uransagelige årsager alligevel være på strøget i længere tid, så sørg for at have rigeligt med distraherende hjælpemidler med dig, der kan fjerne fokus fra det forfærdelige omkring dig. Fx kan du spille på spillemaskiner på din mobiltelefon eller stirre febrilsk ned i Weekend Avisen.

Fields, Fisketorvet og alle de andre elendige storcentre
Storcentrene rundt omkring i København er som store petriskåle fyldte med koncentrerede proletarbakterier. Mellem blinkende storskærme og en playlist nøje udvalgt af ekspedienterne på Joe & The Juice valfarter man rundt mellem livstrætte forældre, belastende teenagere og resten af samfundets bærme. 

Medmindre man gerne vil tage et reality check på hvor godt man egentlig har det når man ikke er i et storcenter, kan det aldrig anbefales at tage i et. 

Torvecentret
Torvecentret er et lokalt indkøbscenter på Israels Plads, som er karakteriseret af elendig service og overpris på varerne. Torvecentret burde tage ved lære af deres direkte konkurrenter Rema1000, Fakta og Netto og indse at det ikke nytter noget at køre en forretning som de gør. Som ethvert andet supermarked her i landet er de styret af markedskræfterne, og er nødt til at konkurrere på disse vilkår for at klare sig på det benhårde marked for discountvarer. Jeg anbefaler at du tager i Netto i stedet for at begive dig mod Torvecenteret ved Nørreport.

Gothersgade
I weekenderne og om aftenen er den centrale gade Gothersgade et decideret træls sted at befinde sig. 

De hyppigste ting man vil opleve på Gothersgade er 1) tæsk, 2) dårlige cocktails på beskidte natklubber. Det er så billigt at købe øller i gaden at det tiltrækker alle og enhver, og det er ment i allermest negative forstand. Absolut en gade det varmt kan anbefales at man undgår!

Den Lille Havfrue
Medmindre man har en sygelig trang til at færdes i tætte menneskemængder, turistbusser og hotdogsælgere, frarådes det at man tager ud på Langelinie til den Lille Havfrue. Der er ikke meget andet end knipsende kameraer, kinesiske turistbusser og en stemning af skuffelse fra alle besøgende. Nogle marketingfolk et sted i byen skal roses for at promovere Havfruen, som ret beset er et af Danmarks (og verdens) mest overvurderede turistattraktioner.