Byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller historien bag de københavnske gadenavne. I dag skal vi besøge Gammel Kongevej.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
Landevejen fra København mod vest har altid udgået fra Vesterport. Den første stod ud for Vestergade. Den anden Vesterport stod til 1668 på den nuværende Rådhusplads, hvor også den tredje og sidste stod til 1857.
I starten af 1500-tallet foretages der en række opdæmninger udenfor byen, der skulle skaffe vand til voldgravene og ikke mindst vandforsyningen. Ved disse dæmninger, kunne der nu føres nye veje mod vest.
Ved opdæmningen af Gedvedåen opstår Peblingesøerne. Sankt Jørgens Sø omtales første gang i historiske kilder i 1530 som ‘Sancti Jyrgenns Søø’. Den har navn efter Københavns gamle spedalskhedshospital, der til 1524 lå ud mod landevejen, og var indviet til Sankt Jørgen.
Bag dæmningen til Sankt Jørgen Sø over Frederiksberg og ud til dæmningen ved Damhussøen anlægges i 1562 en sådan ‘kongevej’. Der var faktisk en gammel kongevej mere på Frederiksberg. Den gik fra kongens Ladegård, hvor det gamle Radiohus ligger, til Islev – svarende til stykket Rolighedsvej til Godthåbsvej.
Christian 4. lader to nye landeveje anlægge ud fra byen, der nogenlunde er svarende til Gammel Kongevej og Vesterbrogade. De var forbundet med en tværvej hvor gaden Trommesalen i dag løber.
Kongevejen blev åbnet for almindelige borgere i 1641. Frederiksberg tilhørte dengang Hvidovre Sogn, og der var ‘demarkationsbestemmelser’, der forbød grundmuret byggeri i en vis afstand fra Københavns Volde.
Allerede i 1663 får kongehuset et sommerhus, ‘Prinsessegården’, i hvad dengang hed ‘Ny Amager’ eller ‘Ny Hollænderby’, ved den nuværende Frederiksberg Runddel.
De vælger en anden rute ud til Prinsessegården. Så fra 1728 omtales kongevejen som den ‘gamle Kongewæy’. I 1775 lægges Vesterbrogade over Valby Bakke, hvad yderligere affolker den gamle kongevej.
Bag voldene i København var byen efterhånden totalt overbebygget og overbefolket. Derfor begynder velhavende københavnere at bygge landsteder udenfor byen. Frederiksberg var i høj grad stadig en landsogn, præget af landbrug og gartnerier.
Allerede i 1847 bygges den første Ville Taarnborg ved hjørnet af Gammel Kongevej og nuværende Tårnborgvej. Gaden fik navn efter villaen i 1869. Demarkationsbestemmelserne omkring København ophæve i 1856.
Frederiksberg udskilles fra Hvidovre som selvstændigt sognekommune i 1857. Ved den lejlighed får grundejerne lov til at stemme om de ville tilhører Frederiksberg eller København.
De mange gæstgivere mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej, ud til Værnedamsvej, stemmer sig ind i København. Primært fordi der skulle betales brændevinsskat på Frederiksberg. Det skulle der ikke i København. Derfor blev dette stykke af Gammel Kongevej en del af København.
Nu begynder der en voldsom villabebyggelse på Frederiksberg både på den i 1697 1700-04 anlagte Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej.
Det var statelige huse, ofte omgivet af store grønne haver. Men både Københavns og Frederiksbergs vækst gør, at mange af de smukke villaer forsvinder, og afløses af monumentalt etage-og karrebyggeri.
Gammel Kongevej bliver Frederiksbergs handelsgade med de mange specialforretninger. Den gamle kongelige landevej blev til én af Frederiksbergs hovedgader.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.