Se nye stjerner blive dannet, når Tycho Brahe inviterer til gratis observationsaften. Foto: Tycho Brahe Planetarium

Det har fascineret forskere, filosoffer og helt almindelige mennesker siden tidernes morgen. Hvad er der egentlig ude  i rummet, når vi kigger op mod stjernehimlen om aftenen?

Er man selv interesseret i himmelrummets mange hemmeligheder, så kan man snart få pirret sin nysgerrighed kvit og frit, når Tycho Brahe Planetariet inviterer til observationsaftner, hvor man kan tage et kig i det helt store teleskop.

– Vi har to gratis arrangementer her i januar, hvor vi stiller vores teleskop til rådighed. Og her kan man virkelig kigge langt ud i rummet, siger Tina Ibsen, der er astrofysiker på Tycho Brahe Planetarium til KBH.dk.

Nu på torsdag den 11. januar kan interesserede kigge forbi Planetariet og se et helt særligt fænomen, som kun de færreste kender. 

– Temaet for vores første aften her på torsdag er stjernetåger, og det er et rumfænomen, hvor nye stjerner dannes. Her peger vi teleskopet langt ud i rummet og kigger på stjernetågen Orion. 

– Den ligger cirka 1300 lysår væk, hvilket vil sige, at lyset fra stjernetågen er 1300 år om at nå jorden, hvilket er milliarder af kilometer, siger Tina Ibsen til KBH.dk.

Orionstjernetågen er den tætteste stjernetåge i vores galakse, og består er gasser og stjernestøv, der over millioner af år former nye stjerner på nattehimlen.

Foruden den unikke stjernetåge bliver det også muligt at se nærmere på andre galakser, dobbeltstjerner og stjernehobe på nattehimmlen.

Er det alligevel lidt for langt ude i rummet, så kan man også komme helt tæt på noget mere nærtliggende.

Den 28. januar er det nemlig tæt på fuldmåne, og derfor bliver teleskopet vendt mod månens overflade.

– Normalt undgår vi helst månen, fordi at den skaber alt for meget lys på nattehimmelen, og så kan vi ikke se noget. Men her giver fuldmånen mulighed for at komme helt tæt på månens overflade og se samtlige kratere, revner og sprækker i månens overflade, siger Tina Ibsen til KBH.

Desværre er det ikke muligt at se fartøjerne fra månelandingen, men derfor kan nysgerrige sjæle godt glæde sig til at se ud i nattemørket i det kæmpe teleskop.  

– Det er noget helt særligt at kigge ind i så stor en kikkert, og selvom jeg har kigget i et teleskop mange gange, som en del af mit arbejde, så er det bare noget ganske særligt for mig også, siger Tina Ibsen til KBH.dk.  

Det er gratis at deltage til begge arrangementer, men der kan være kø, og derfor bør man iklæde sig varmt tøj. Arrangementerne aflyses, hvis der er overskyet, og derfor bør man holde nøje øje med Tycho Brahes Planetariets Facebookside.

Hvad sker der: Gratis observationsaften hos Tycho Brahe Planetariet
Hvor sker det: Tycho Brache Planetarium, Gammel Kongevej 10, København V
Hvornår sker det: 11. og 28. januar fra klokken 21 til 23.

Det er ikke det eneste, der venter besøgende på Planetariet. Den 1. februar åbner en ny udstilling, der kombinerer fortællinger om menneskekroppen og verdensrummet