KbhDK
Forside Nyheder Penge på vej til 200.000 danskere: Udbetalingen lander på kontoen...

Penge på vej til 200.000 danskere: Udbetalingen lander på kontoen den 31. juli

penge
Shutterstock

Mere end en million danskere skal være ekstra opmærksomme på deres digitale postkasse i de kommende uger.

Fra den 26. maj og cirka tre uger frem vil Udbetaling Danmark udsende den årlige pensionsopgørelse for 2025. Den sendes til over 1,1 millioner folke-, førtids- og seniorpensionister.

Opgørelsen giver indsigt i, hvorvidt den enkelte pensionist har modtaget den korrekte pension i 2025, og om der eventuelt er behov for efterbetaling eller tilbagebetaling.

Heldigvis kan størstedelen af pensionisterne for 2025 ånde lettet op, da deres pensionsudbetalinger stemmer overens med det, de har krav på.

Alligevel er der en betydelig gruppe, der enten får ekstra penge eller skal betale tilbage.

Næsten 200.000 pensionister kan glæde sig til en efterbetaling, mens omkring 230.000 desværre har modtaget for meget og derfor skal returnere et beløb.

”Pensionen bliver løbende beregnet på baggrund af pensionisternes økonomiske forhold. Derfor er den årlige opgørelse vigtig for at sikre, at pensionisterne hverken får for meget eller for lidt udbetalt,” siger koncerndirektør i ATP for bl.a. Udbetaling Danmark, Maria Damborg Hald. 

Indkomstændringer påvirker pensionen

De pensionister, der er berettiget til en efterbetaling, kan for langt de flestes vedkommende forvente at se pengene på kontoen den 31. juli 2026.

En mindre del af denne gruppe vil dog modtage deres udbetaling allerede den 30. juni 2026.

Beregningen af pensionen foretages løbende ud fra de data, der findes på forskudsopgørelsen hos Skattestyrelsen.

Det er derfor afgørende, at pensionister selv bidrager til at sikre korrekte udbetalinger ved at sørge for, at deres forskudsopgørelse altid er ajourført.

”Hvis din indkomst ændrer sig i løbet af året, kan det have betydning for pensionen. Derfor er det en god idé løbende at tjekke og rette sin forskudsopgørelse, så pensionen bliver så korrekt som muligt fra starten,” siger Maria Damborg Hald videre.

Opgørelse kommer senere

En gruppe på cirka 270.000 pensionister vil dog opleve, at deres opgørelse først dukker op i løbet af efteråret.

Det gælder pensionister, som selv – eller hvis ægtefælle eller samlever – har selvstændig virksomhed, pensionister med udenlandsk indkomst samt pensionister bosat i udlandet.

De kan forvente at modtage deres opgørelse i august eller september 2026. 

Ads by MGDK