Foto: Fabro

Der er kun seks retter på menukortet på restaurant Fabro på Borgergade, men det er helt med vilje, lyder det fra en af ejerne.

– Vi spiser selv helt vildt meget pasta, men vi savnede et sted, hvor vi kunne købe billig og lækker pasta. Vi synes, at det var alt for dyrt at gå på restaurant og bestille pasta.

Jon Karlsson knokler på livet løs bag gryderne i Fabro, og i telefonen kan man høre hvordan at der arbejdes hårdt på at gøre klar til aftenens servering.

På menukortet er der kun seks retter, men det er helt med vilje, når sultne og pastahungrende gæster skal fodres af.

– Vi har valgt seks retter, som vi så har perfektioneret. Vi vil ikke gå på kompromis med smagen eller komprimere retterne, og på den måde gør vi det nemt for vores gæster og nemt for os selv, siger Jon Karlsson til KBH.dk.

Pastaen spænder fra klassikere såsom carbonara og pomodori, hvor pastaen vendes i den frisklavede tomatsauce.

Dertil kommer der også de tre indehaveres egne fortolkninger, der inkluderer en cremet tomatsovs med vodka, og retten Bosco, der betyder skovbund og er bredbåndet pasta, der er vendt med trøffelcreme og friske svampe.

Selve restauranten er ikke stor, da der er plads til 16 gæster, men alle pastaretterne kan fåes som take-away, når man bare lige skal have det lækre pastafix. Og det er der mange, der har benyttet sig af.

– Kunderne har taget vildt godt i mod det, og rigtig mange lokale er glade for os. Det har selvfølgelig været hårdt at starte op og vi har arbejdet i døgndrift, men når en af de lokale er kommet herned hver dag siden vi åbnede, så er det jo virkelig det værd, understreger Jon Karlsson til KBH.dk.

Restaurant Fabro åbnede i 18. november, og har man fået mod på at smage de hurtige og lækre pastaretter, så finder man Fabro på Borgergade 134 i København K.

Kom til det ultimative ‘Ringenes Herre’-maraton med middag og åben bar i Cinemateket