McDonald’s åbner en kæmpe restaurant i to etager lige ved Rådhuspladsen næste forår. Burgergiganten søger i den anledning 100 nye medarbejdere.
Med en placering ud til Danmarks måske travleste fortov skal der nok komme masser af sultne kunder i biksen, når McDonald’s åbner en stor restaurant i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i begyndelsen af foråret 2018.
Det er franchisetager Christian Buhl Jørgensen, der står i spidsen for den nye McDonald’s, og han er ikke overraskende begejstret over beliggenheden, som han har store forventninger til.
Der har tidligere ligget flere McDonald’s-restauranter i området, som er lukket – mange husker måske den i Scala og den anden i begyndelsen af Strøget.
Men Christian Buhl Jørgensen mener, at beliggenheden er god, fordi området siden er blevet mere levende og attraktivt, efter at Tivoli har bygget ud, og Axel Towers er kommet til – og fordi metroen snart åbner lige om hjørnet.
I forbindelse med åbningen af den nye restaurant søger han ikke mindre end 100 kollegaer, som kan være med til at drive den store McDonald’s, der formentlig bliver én af landets travleste fastfoodsteder.
– Det er fortrinsvis yngre mennesker og mange studerende, der søger hos os, men vi kan også bruge modne mennesker. Alle kan søge. Vi mangler både medarbejdere til deltid og fuldtid, som er under og over 18 år, siger Christian Buhl Jørgensen til KBH.dk.
Går man forbi hjørnet af Industriens Hus for enden af Vesterbrogade, ser man hurtigt, at der bliver reklameret for den nye restaurant. Facaden er dækket af rød plastik og budskabet om, at den kommende McDonald’s mangler 100 nye medarbejdere, som skal oplæres, inden dørene bliver slået op om få måneder.
Christian Buhl Jørgensen lover, at det bliver en ret unik arbejdsplads. For den nye store McDonald’s kommer til at være i to etager, og køkkenet ligger på den øverste sal. Når kunder bestiller mad i stueplan, bliver maden lavet ovenpå og sendt ned til underetagen via et slags transportbånd.
Derudover vil den nye McDonald’s adskille sig med sin indretning:
– Den bliver den første McDonald’s af sin art i Skandinavien i forhold til interiøret. Designet og arkitekturen, farverne, belysning og det hele bliver meget flot og specielt.
– Vi går meget op i det i det område, hvor vores gæster skal sidde og spise. Folk skal føle sig godt tilpas. De kan godt lide at sidde i moderne lokaler, og de får en flot udsigt ud over Vesterbrogade og Rådhuspladsen. Det er virkelig en flot placering.
Han tilføjer, at de første Big Macs forventes at blive langet over disken i ‘det tidlige forår’, og at stedet kommer til at have døgnåbent, hvilket er én af grundene til, at der er brug for så mange nye medarbejdere.
Du kan læse mere om jobbet på 100jobs.dk.
Hemmelig superstjerne åbner eksklusiv natklub ved Palads på fredag