Solsiden i Nyhavn med sine karakteristiske spidsgavlshuse fotograferet i 1944. Foto: Willy Nielsen, Frihedsmuseet
Byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller historien bag de københavnske gadenavne. I dag er turen kommet til Nyhavn.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
I oktober 1673 kunne den første danske avis, den rimende ‘Mercurius’, bringe følgende nyhed på vers:
Det ny begyndte værk og vide grøftens rende,som går til Kongens Torv, er kommet nu til ende,selv og hans majestæt tilstede var så nærat se det salte vand først indtrænge der.
Kanalen hvis åbning, der beskrives, var Gyldenløves Kanal. Den havde navn efter kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704).
Han havde påbegyndt opførelsen af ‘Gyldenløves Palais’ 3. april 1672. Det overtog dronningen Charlotte Amalie i 1699. Herefter blev det kaldt Charlottenborg.
Navnet Gyldenløves Kanal passede ikke i munden på københavnerne. De kaldte den fra 1682 ‘dend nye hafn’, hvad så blev udviklet til Nyhavn.
Majestæten, der overværede åbningen, var Christian V. På den vestlige side af kanalen lå flådens leje og hovedkvarter Gammel Holm. Anlægget af Nyhavn blev påbegyndt i 1670 samtidigt med anlæggelsen af Kongens Nytorv.
Gaderne fra Østerport gik ud i en stjerneform. Nogle få af disse gamle ‘forstadsgader’ har overlevet op til vor tid.
Store- og Lille Strandstræde har stadig deres oprindelige skæve forløb fra den gamle Østerport.
Skyggesiden af Nyhavn, også kaldet den ‘fine’ – eller ‘Charlottenborgsiden’, hørte i virkeligheden med til ‘Gammel København’.
Bag Charlottenborg lå den tredje botaniske have til 1871, og i de få borgerhuse på denne side boede siden pæne folk som H.C. Andersen. Men på den anden side, oprindeligt kaldet ‘byens syndige side’, opføres den farverige række af borgerhuse.
De fleste af havnens maleriske huse er fra slutningen af 1600- og 1700-tallet. Det ældste hus i Nyhavn – nummer 9 – er fra 1681, opført kun otte år efter kanalens åbning.
Nyhavn blev en travl arbejdshavn, hvor velhavende købmænd havde deres skibe liggende udenfor deres gårde. Hele havnen lugtede af tovværk og tjærer.
Da flåden forlod ‘Gammel Holm’ i 1858, opstod det bastante boligkvarter i området. Det krævede omlægning af trafikken. Derfor opførtes i 1874 den første Nyhavnsbro, som forbandt Toldbodgade og den nyanlagte Holbergsgade.
Fra at være en travl søhandelsgade i 1700- og 1800-tallet, fik Nyhavn sit blakkede rygte. Grundet saneringer, og de mange søfolk der boede på havnens små hoteller, søgte den lette brigade til Nyhavn. Der ankom i gennemsnit 3.000 søfolk om dagen i havnen.
Nyhavn var deres gade og de næsten 10.000 havnearbejderes.
Denne tid er udødeliggjort i Sigfred Pedersens ‘Nu går våren gennem Nyhavn’, og ‘Katinka – Katinka’. Dengang søfolk, alfonser, prostituerede og bøller dagligt lavede ‘rulleforretninger’ med fulde turister, og politiet som et af de eneste steder gik to-mands patruljer.
Det er dog først i 1943, at sædelighedspolitiet registrerer den første ‘utugts-adresse’ i Nyhavn. I restauranten Kahytten overlevede den sidste mandsbastion i København til 1989. Her havde kvinder absolut ingen adgang.
En tradition, der havde sine rødder i, at man ikke ønskede at de letlevende damer skulle forstyrre gæsternes naturlige tørst.
Hvis en repræsentant af det formastelige hunkøn betrådte kahyttens måtte, skulle den straks vendes, desinficeres med brændevin og håndtaget poleres.
Socialdemokraterne på Rådhuset havde planer om at havnen skulle nedrives, nyt boligbyggeri opføres, og at kanalen skulle omdannes til en nedkørselsrampe til en motorgade til Christianshavn. Men i 1943 fredes Nyhavn.
Endnu i 1940’erne havde mange paketbåde, der sejlede med gods og passagerer mellem København og provinsen, deres faste kajplads her. I 1960’erne blev ‘solsiden’ stedet, hvor modebevidste unge handlede i de gamle skibsprovianteringsforretninger, og nye typer af turister fandt havnen spændende.
Jazz- og pigtrådsmusik fandt ind på sømandsværtshusene. Skibsfarten ændrede sig. Containerskibene overtog sejladsen med langt færre søfolk, og betydelig kortere ophold i havnen.
Det blev begyndelsen på den transformation, Nyhavn gennemgik til den populære restaurationsgade, som vi kender i dag.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.
Historien bag det gamle kvarter i Indre By: Derfor bliver det kaldt Pisserenden
