Læger fra hele landet var fredag formiddag samlet foran Sundhedsministeriet for at råbe ministeren op og slå et slag for patientsikkerheden og lægernes arbejdsforhold.
– Det ku’ ha’ været mig.
Ordene former sig på de balloner, som lægerne vifter med foran Sundhedsministeret fredag morgen, mens klokken nærmede sig 10.
Læger fra hele landet var i samlet flok taget ind til Holbergsgade i Indre By foran ministeret. De ville vise deres utilfredshed med arbejdsvilkårene for læger landet over og råbe sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) op.
Sloganet bag kampagnen udspringer af en hændelse tilbage i oktober måned, hvor en læge fra Svendborg Sygehus blev idømt 5.000 kroner i bøde for at have forsømt sit arbejde i 2013.
Den yngre læge havde glemt at følge op på et notat i patientens journal, da patienten var indlagt med mavesmerter. Lægen havde bedt en sygeplejerske om at notere, at patienten led af sukkersyge, men sygeplejersken fik aldrig skrevet det ned, og lægen fulgte ikke op.
Lægen opdagede angiveligt ikke den manglende notits i journalen på grund af det store arbejdspres på afdelingen. Det siden er kommet frem, at lægen arbejdede under ekstremt hårde forhold med lange vagter flere dage i streg.
Patienten døde som følge af fejlen på grund af et alt for lavt blodsukker, og sagen fik et retsligt efterspil, hvor lægen fra Svendborg først blev frikendt i byretten, men blev siden blev kendt skyldig i landsretten for pligtforsømmelse og skødesløshed.
Det affødte den virale kampagne #DetKuHaVæretMig, som tusindvis af læger fra hele landet hurtigt tilsluttede sig på de sociale medier. For det kunne lige så godt have været dem med det arbejdspres, der findes på danske hospitaler.
Sagen er nu blevet anket til Højesteret, og for læger landet over er sagen blevet en varm kartoffel og et symptom på et alt for presset sundhedsvæsen med vilde vagtskemaer og hårde arbejdsforhold, som fører til fejl, som i sidste kan koste liv.
Derfor var blandt andre foreningen Yngre Læger til stede foran Sundhedsministeret i dag.
– Det er nogle gange nødvendigt, når man skal have noget igennem. Her bakker vi op om det vidensbyrd, der kommer med den her kampagne om, at sundhedsjura ikke stemmer overens med den virkelighed, der praktiseres. Og det er jo et kæmpeproblem, siger Camilla Ratcke, der er formand for Yngre Læger, til KBH.dk.
Ellen Trane Nørby (V) gik ud på gaden til lægerne foran Sundhedsministeriet fredag formiddag, hvor hun understregede, at politikerne på Christiansborg går op i lægernes arbejdsforhold.
– Vi er alle sammen dybt afhængige af medarbejderne i sundhedsvæsenet, og det er også det, som regeringen sådan set arbejder på hver dag.
– Vi går rigtig meget op i arbejdsforholdene, og vi ønsker på ingen mulig måde unødigt bureaukrati, men det er klart, at patientjournalen er et vigtigt værktøj, der skal give patienterne den fornødne sikkerhed og kvalitet, sagde hun til den samlede presse foran Sundhedsministeret.
En af talspersonerne blandt lægerne påpegede over for ministeren, at 13.800 mennesker har skrevet under på, at der skal være bedre tid til patienterne i sundhedsvæsenet.
Men det antal gjorde ikke umiddelbart det store indtryk på ministeren:
– For mig betyder det ikke så meget, om det er jer fem, eller om I har 13.000 underskrifter med. I mit univers er jeres oplevelser ligeså meget værd som 13.000 underskrifter.
– Jeg har løftet den her sag fra starten, og jeg synes også, at det er en alt for vigtig sag til, at den kan løses på hurtige paroler.
– Det er også derfor, at sagen ligger i Højesteret nu, påpegede ministeren, inden hun inviterede talsmændene for de demonstrerende læger indenfor bag Sundhedsministeriets gulddøre.
Lægen fra Svendborg Sygehus, der blev kendt skyldig for pligtforsømmelse og skødesløshed i landsretten, har anket sagen til Højesteret. I mellemtiden håber lægerne, at sagen fører til forandring:
– Og så skal vi selvfølgelig have kigget på arbejdsmiljø og arbejdsgange. Det ligger jo under en helt overordnet politisk diskussion om styringen af sundhedsvæsenet, hvor vi skal tale mere om kvalitet i stedet for kvantitet, siger Camilla Ratcke til KBH.dk.
Politiet efterlyser voldelig fan efter fodboldkamp i Parken: Kastede stor sten i hovedet på betjent