I går vedtog Regionsrådet en ny klimamålsætning, der betyder, at regionen skal reducere sit klimaaftryk med 50 pct. i 2030, og opnå klimaneutralitet i 2050.
Med beslutningen af den nye målsætning sætter Region Hovedstaden turbo på den grønne omstilling. Der skal være fokus på hele regionens udledning, men især den fra hospitalernes drift og daglige forbrug, der udgør langt størstedelen af det samlede klimaaftryk.
”Med vores nye ambitiøse målsætning rykker vi den grønne omstilling meget tættere på hospitalernes hverdag. Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at blive udfordrende at reducere vores klimaaftryk samtidig med, at vi skal blive ved med at yde behandling i verdensklasse. Men der er ikke nogen vej udenom – den grønne dagsorden og sundhed skal gå hånd i hånd fremover. Og den nye målsætning er ambitiøs, men også realistisk,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Pejlemærker for fremtiden
Næste skridt for at nå de nye mål bliver at identificere de specialer, behandlinger og processer, hvor man kan opnå den største effekt ved at omstille til grønnere alternativer. For at lykkes med det, har regionen udviklet en klimastyringsmodel, der kan hjælpe med at vælge de rigtige indsatser og sikre, at der bliver fulgt op på dem.
”Vi sætter også fokus på forebyggelse og nye behandlingsformer og sørger for, at ny grøn teknologi bliver tilgængelig. Hele indsatsen skal ske strategisk og databaseret, så vi vælger klogt, har alle med og får mest effekt for pengene,” fortæller Line Ervolder (K), formand for Klima- og Miljøudvalget.
I den nye målsætning er der et konkret måltal for at nedbringe regionens klimaaftryk. Tilgangen er kort sagt, at regionen skal bruge mindre, bruge længere og bruge grønnere. Det er en tilgang, der kræver, at alle er med på vognen, både ledelse, medarbejdere og leverandører.
”Vi kender mange af løsningerne i dag, men det er nødvendigt, at alle tænker med, for at vi kommer helt i mål. I en presset hverdag er det vigtigt, at sundhedspersonalet oplever, at de grønne initiativer giver mening. Vores medarbejdere vil rigtigt gerne bidrage til den grønne omstilling, og de skal selvfølgelig være med, når vi realiserer den nye klimamålsætning,” siger Line Ervolder.