Det er for at undgå situationer som denne, at hovedstadens værn mod stormflod nu skal bolstres. Foto: Shutterstock

Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet giver 1,5 mio. kr. til det videre arbejde med at sikre Kalveboderne mod stormflod. Kommunerne skal nu finde et tilsvarende beløb ved efterårets budgetforhandlinger

 

Gennem de seneste 1.000 år er København og Hvidovre blevet ramt af en stormflod fra syd med et par hundrede års mellemrum. Med klimaforandringerne vil denne type stormfloder blive hyppigere, og de vil kunne anrette skader og tab i milliardklassen, da både boliger, erhverv og vigtig infrastruktur vil blive ramt. Eksempelvis risikerer Øresundsbroen, jernbane, Metroen og elforsyningen at blive påvirket af længerevarende nedbrud i driften. 

Derfor haster det med at få beskyttet hovedstadskommunerne mod stormfloder fra syd. Og nu får Københavns og Hvidovre kommuner en økonomisk håndsrækning, så de kan udarbejde et såkaldt modningsprojekt for en fælles sikring for eksempel med dæmning og porte på tværs af Kalveboderne i nærheden af motorvejsbroen. 

”Klimaforandringerne er desværre allerede en realitet. Derfor er vi nødt til at sikre os mod både skybrud og stormflod. Da vand ikke respekterer kommunegrænser, er det afgørende, at vi samarbejder med de kommuner, vi deler udfordringer med. Jeg ser frem til det fremtidige samarbejde med Hvidovre og de mange interessenter, der skal inddrages i det videre arbejde,” siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL). 

Villakvarter blev oversvømmet

Hvidovre fik en forsmag på fremtidens stormfloder i januar 2017, hvor vand fra Kalveboderne blev presset op gennem Harrestrup Å og oversvømmede dele af et villakvarter. 

”Vi har allerede her i Hvidovre set, hvilke ødelæggelser stormflod og vandstigninger kan betyde. Stormflodssikring er en kæmpestor opgave, som en enkelt kommune som Hvidovre ikke kan løfte alene. Derfor er jeg glad for, at Realdania har givet tilsagn om økonomisk støtte, så vi nu får mulighed for at sætte undersøgelser i gang med henblik på at udvikle de gode løsninger på tværs af kommunegrænser,” siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg (A). 

De to kommuner skal nu i fællesskab finde 1,75 mio. kr. ved efterårets budgetforhandlinger, så de kan matche det beløb, som staten og Realdania giver i støtte til det fremadrettede arbejde. Modningsprojektet skal konkretisere de overordnede rammer for stormflodsikring, som kommunerne allerede har vedtaget. Det vil kræve afklaring af en række forhold vedrørende jura, miljø og finansiering. Der vil desuden være dialog med en bred kreds af interessenter, bl.a. sejlklubber, Danmarks Naturfredningsforening, Banedanmark, Vejdirektoratet og Metroselskabet. Efter modningsprojektet skal der tages stilling til igangsættelse af en fase med udarbejdelse af konkrete forslag til den fysiske sikring.