Den tomme byggegrund på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade bliver nu erstattet af etageejendom i fem etager. Foto: Google Maps

På hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade skal der ny bygges nye lejligheder i fem etager og bygningen bliver udstyret med en lækker grøn taghave.

Går man i byen i Indre København, så har man helt sikkert stødt på den noget kedelige udsigt. 

På hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade i Indre By har en 750 kvadratmeter stor byggegrund ligget tom og ubrugt hen i ualmindelige tider.

Den tomme hjørnegrund, der er omkranset af Det Elektriske Hjørne, Jazzhuset Montmartre og Retour Steak har længe udgjort en ekstra parkeringsplads centralt i bymidten, men det skal være slut nu.

For kort før jul kunne Københavns Kommune løfte sløret for lokalplanen for byggetomten, og i følge kommunen skal der på byggegrunden opføres boliger, hvor der skal bygges en ejendom i fem etager med i alt 18 lejligheder. 

Sådan så byggegrunden ud i 1870’ernes København. Foto: Københavns Museum

I dag er ligger byggegrunden øde hen, og agerer parkeringsplads i Indre By. Foto: Google Maps

Det er Praksis Arkitekterne, der sammen med arkitekt Carsten Juel-Christiansen står for designet af byggeriet, der lander på i alt 3700 kvadratmeter, der inkluderer en grøn taghave på toppen af bygningen.

Her skal der plantes store buske, der blandt andet skal kunne ses fra gadeplan.

På illustrationen kan man se den grønne taghave, der skal være synlig fra gadeplan. Illustration: Praksis Arkitekter

Det nye byggeri for søjler i gadeplan, hvor der skal være butikslokaler. Illustration: Praksis Arkitekter

Cirka en fjerdedel af byggeriet skal bruges til erhverv i form af butikker i gadeplan, mens resten bliver boliger, og på bagsiden skal tre lysgårde sikre, at sollyset skinner ind af lejlighederne, så de ikke bliver klemt inde på den smalle bygegrund. 

Byggeriet får desuden et særkende i form af en base med søjler, mens den resterende facade hvispudses, så byggeriet falder godt i tråd med de mange fredede bygninger, der stammer helt tilbage fra 1800-tallets København.

– Projektet er tænkt som en klassisk byejendom, der er arkitektonisk forståelig fordi den trækker på det arkiv af erfaringer, der er i de omkringliggende bygninger. Men bygningen er samtidig moderne og grøn i kraft af taghaven med en træbeplantning, der træder synligt frem i gadebilledet.

– Ny udadvendt detailhandel, moderne kontorer og attraktive boliger skal tilføre blivende værdier til kvarteret og færdiggøre Ny Østergade, således at den sidste del af gaden hæves op i en kvalitet som resten af gaden har i dag, siger Carsten Juel-Christiansen, der er en af hovedarkitekterne bag byggeriet, til KBH.dk. 

Desuden oplyses det i lokalplanen, at der skal anlægges cykelparkering i kælderen under byggeriet, hvor der bliver god plads til at stille cyklen.  

Lokalplanen er sendt i høring nu og frem til midten af februar, og efter planen bliver lokalplanen endelig godkendt til sommer.  

Lav din egen cider fra bunden på Grønttorvet i Valby på søndag