Bandekrigen er ikke slut, selvom der ikke har lydt skud på Nørrebro i dagevis. Politiet og politikerne bør ikke slappe af nu – de skal hellere udnytte muligheden for at få de unge mænd ud af banderne.
De to rivaliserende bander Loyal To Familia og Brothas har ifølge flere medier forhandlet sig frem til en aftale om en ‘våbenhvile’, der foreløbig vil vare en måned.
Aftalen er angiveligt kommet på plads, efter at fædrene til bandemedlemmerne har blandet sig i konflikten og sørget for midlertidig fred mellem grupperne.
Men selvom københavnerne nu får en tiltrængt pause fra de blodige og skræmmende skyderier på primært Nørrebro, så betyder det ikke, at politiet og myndighederne kan slappe af, skriver DR Nyheder.
Det fortæller det tidligere bandemedlem Nedim Yasar, som har været medlem af Los Guerreros, der var støttegruppe til Bandidos.
Nedim Yasar fortæller, at banderne bruger ‘pausen’ til at samle kræfter, og at problemerne ikke er løst.
– Banderne håber, politikerne vil slappe af, men det er her, at politikerne skal blive ved med at stramme op, lyder opfordringen fra Nedim Yasar.
– Jeg synes, man skal arbejde på exit-programmer nu og række hånden ud, så bandemedlemmerne kan få et normalt liv.
Han ser den nuværende periode med våbenhvile som et oplagt tidspunkt for bandemedlemmer at melde sig ud og komme på fode igen. Det er en gylden mulighed for at vende den kriminelle løbebane ryggen, men det kræver, at samfundet træder til med hjælp og muligheder netop nu.
Nedim Yasar kom selv ud af miljøet via et exit-program, og han er i dag konfliktcoach ved Røde Kors, skriver DR Nyheder.
Professor Steffen Jensen fra Aalborg Universitet, som forsker i bandekonflikter, fortæller til DR Nyheder, at konflikten lynhurtigt kan blusse op igen. Der skal meget lidt til, før det går galt, forklarer han.
Bandemedlemmer færdes i de samme miljøer og områder, og derfor kan der let ske noget, som antænder gnisten.
Han mener dog, at københavnere godt kan regne med, at der ikke sker skyderier i gaderne foreløbig.
Alle eksperter på området er dog enige om, at våbenhvilen blot er midlertidig, og at konflikten langt fra er løst. Konflikten er blot udskudt på ubestemt tid.
– Jeg tror ikke på, at konflikten kan løses, hvis de to grupper ikke direkte har snakket med hinanden. Det er svært at slippe hadet, når kommunikationen foregår igennem en mellemmand. Så vi ved ikke, hvordan de reagerer, når de ser hinanden, siger Nedim Yassar til DR Nyheder.
Torsdag i sidste uge blev en kun 22-årig mand skudt og dræbt ved højlys dag. Det var tredje banderelaterede drab på få uger.
31. oktober blev tre mænd ramt af skud ved Mjølnerparken, hvor én mistede livet. Et par dage efter blev en 20-årig mand dræbt i Tingbjerg.
65 bænke forsvundet i København det seneste år – nu har politiet gjort et gennembrud