Det Kgl. Bibliotek vil udstille dine gamle breve. Foto: Shutterstock

Hvis dine gamle kærestebreve samler støv på loftet, er det nu tid til at finde dem frem og børste dem af. Det Kgl. Bibliotek i København vil nemlig låne dem til en ny udstilling.

Det Kgl. Bibliotek vil have fingrene i dine gamle breve til en ny udstilling, som begynder 29. januar. 

Brevet er interessant, fordi det står i kontrast til den lynhurtige kommunikation, som vi kender i dag, forklarer Lene Eklund-Jürgensen, der er formidlingsproducent på Det Kgl. Bibliotek. 

Det er efterhånden en sjældenhed, at folk sætter sig ned for at forfatte et inderligt brev, når man i stedet kan nøjes med at sende en sms eller en mail, som når frem til modtageren med det samme. Men dermed går noget også tabt.

Det Kgl. Bibliotek har gennem det seneste års tid sat fokus på brevet, der er døende som kommunikationsform.

– Vi har afholdt det, vi kalder brevforestillinger, hvor vi har hentet breve ind fra egne samlinger fra blandt andre H.C. Andersen og Karen Blixen, som vi så har inviteret musikere, forfattere og skuespillere til at læse op, fortæller Lene Eklund-Jürgensen.

Som en slags modkultur til den fart, der ligger i nutidens kommunikation, har Det Kgl. Bibliotek desuden afholdt brevkoncerter, hvor gæster kunne komme ind og skrive et brev til venner eller familie i rolige rammer med behagelig baggrundsmusik og vin. 

Nu er tiden kommet til et nyt projekt med brevet som udgangspunkt, der i sin enkelthed går ud på at udstille helt almindelige menneskers personlige breve fra fjern eller nær fortid. 

– De vil blive vist i de åbne udstillingsområder på Det Kgl. Bibliotek sammen med breve fra bibiliotekets egne samlinger fra mere kendte kulturpersoner. Ideen er, at brevet er for alle. Det har ikke kun fyldt noget for de her store personligheder, men også i ganske almindelige menneskers liv, siger Lene Eklund-Jürgensen til KBH.dk.

Det Kgl. Bibliotek i Den Sorte Diamant.

Hun fortæller, at der er noget helt specielt ved den uddøende brevgenre, som gør det spændende at udstille. 

– Vi synes, det er interessant, fordi brevet kan noget helt særligt. Meget korrespondance er flyttet over på mail og sms, men brevskrivning er ofte dybere. Brevet er noget fysisk, som man rører ved og dufter til, og håndskriften er personlig. For modtageren er det også et tegn på, at afsenderen har investeret tid i det. Man mener det måske lidt mere alvorligt, når man sender et brev.

Det Kgl. Bibliotek stiller ikke krav til indholdet af de breve, som folk kan sende ind og få udstillet. Alle er velkomne til at sende deres gamle breve ind inden 10. januar – paradoksalt nok via e-mail.

Send en scanning eller tag et foto af brevet med kamera eller mobil og send det til Lene Eklund-Jürgensen på [email protected]. Sammen med billedet skal du skrive lidt om brevets indhold, hvornår du har modtaget brevet, hvem der har skrevet det, og meget gerne, hvorfor du har udvalgt netop det brev.

Udstillingen begynder 29. januar, hvor alle kan komme ind på Det Kgl. Bibliotek i Den Sorte Diamant og læse deres medborgeres personlige skriverier.

Det bedste fra Troldspejlet: Jakob Stegelmann holder liveshow på Bremen Teater