Ben & Jerry’s indgår samarbejde med Dansk Flygtningehjælp i Danmark, Nema Problema i Sverige og Finnish Refugee Council i Finland
“Love is… What we share” er navnet og nøgleordene for Ben & Jerry’s nye samarbejde, der skal inspirere flere til at engagere sig i lokale initiativer for mennesker, der kommer til et nyt land. Is-virksomheden har siden sin begyndelse været dedikeret til at yde bidrag og støtte op om non-profit organisationer indenfor klima-, rettigheds- og migrationsområdet. Ben & Jerry’s tager nu et aktivt skridt i de nordiske lande ved at skabe et fælles projekt sammen med Dansk Flygtningehjælp, Nema Problema i Sverige og Finnish Refugee Council i Finland.
Sammen vil de inspirere og sætte fokus på alt det som vi har tilfælles som mennesker – pakket ind i en kombination af Peace, Love & Ice Cream.
I Danmark samarbejder Ben & Jerry’s med Dansk Flygtningehjælp og inviterer i den forbindelse til Ice Cream Brunch med fokus på samvær, hygge og fejring af alt dét, vi deler som mennesker. Foruden masser af is vil der være musik og socialt samvær for alle interesserede – herunder etablerede danskere og for dem som er nye i landet. Håbet med arrangementet er at få flere mennesker engageret i Dansk Flygtningehjælps arbejde. Ice Cream Brunch finder sted på H9, Halmtorvet, København, lørdag den 21. september mellem kl. 13-16.
Vil bidrage til samfundet
Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største internationale hjælpeorganisation med aktiviteter i knap 40 lande. I Danmark ønsker Flygtningehjælpen at gøre en forskel for dem som er nye i landet. Mange nytilkomne støder på udfordringer – lige fra hurtigt at skulle lære en ny kultur og et nyt sprog at kende – til mangel på social støtte. Socialt samvær mellem etablerede danskere og nytilkomne er integration på en nem og sjov måde.
”I vores arbejde fokuserer vi på integration, jobs, uddannelse og støtte for at skabe de bedste forudsætninger for mennesker – fx ved at skabe nye arbejdsmuligheder og arrangere sociale aktiviteter og mentor-programmer. Vi håber, at rigtig mange vil deltage i eventet den 21. september og støtte op om en god sag”, siger Jens Skov Engedal, projektleder ved Dansk Flygtningehjælp.
Ben & Jerry’s blev grundlagt af skolekammeraterne Ben Cohen og Jerry Greenfield tilbage i 1978. Siden dengang har deres tro på, at alle har brug for at bidrage til samfundet gennemsyret virksomheden. Virksomheden har med deres bidrag og sociale ansvar altid taget stilling – bl.a. i flygtningesager – og på den baggrund er ”Love is… What we share- kampagnen” specielt udarbejdet til de nordiske lande.
Ben & Jerry’s har længe arbejdet med lignende kampagner i hele Europa. De har bl.a. rejst spørgsmål omkring retten til at arbejde for personer, der søger asyl i England samt lavet kampagner i Frankrig og Tyskland med det formål at skabe relationer og forbindelser mellem etablerede borgere og nytilkomne.