Har du styr på, hvad du kan lave på valentinsdag? Foto: Shutterstock

Det er 14. februar, og du vil egentlig gerne kysse lidt på din udkårne i romantiske rammer. Der er heldigvis flere muligheder end nogensinde før.

Der er rig mulighed for at fejre kærligheden og dyrke forelskelsen i hovedstaden i dag.

Flere steder har arrangeret særlige begivenheder i forbindelse med valentinsdag, og der er masser af skønne oplevelser at vælge imellem. 

1. Kyssebænk og romantisk skøjtekøb i Tivoli

Tivoli inviterer for første gang nogensinde indenfor til valentinsdag, og som det sædvanligvis er med den gamle have, så er der ikke skruet ned for noget. Gæster kan nyde den smukke pynt og de fine lysinstallationer, gå en tur ned til søen og skrive hinandens navne på hjerter og hænge dem på broen, give hinanden et møs på kyssebænken og glide hånd i hånd over isen på den nye skøjtebane foran Nimb

Udover de romantiske rammer som indbyder til lange gåture og varm kakao, inviterer flere af restauranterne også indenfor med særlige menuer. Læs mere om valentinsdag i Tivoli lige her.

Romantisk skøjteløb på isen foran Nimb.

2. Middag i Tårnet på Christiansborg

Bojesen i Tårnet på Christiansborg åbner dørene til en romantisk middag med den fineste udsigt ud over København. Prisen er 895 kroner pr. person, men så er man også garanteret en ret spektakulær valentinsdag. I får bordet hele aftenen, så der er ikke noget med at skynde sig.

I får først serveret nogle snacks og en velkomstdrink. Forretten er taskekrabbe med letsyltede selleribånd, hyldeblomst, østersurt og saltet yoghurt. Hovedretten er braiseret lammeskank, syltede gule beder og høbagt knoldselleri med hasselsnøddevinaigrette. Desserten er hvid chokolade parfait med lemon curd, havtorngranité og brændt hvid chokolade. 

Prisen er inklusiv vinmenu og vand/danskvand ad libitum. Bestil bord på bojesen.dk.

3. Jazz og middag på Nationalmuseet

Hvis du ikke er til den helt store, åbenlyse fejring af kærligheden, som mange måske finder plat, så kan du også bare lukke øjnene og nyde de skønne toner af jazz, mens du får serveret en fantastisk middag af Madkastallet.

Menuen byder blandt andet på islandsk laks, vagtel farseret med Karl Johan-svampe og iscreme på polynesisk vanilje med brændte mandler og marengs. 

Aftenen begynder klokken 19.30 på Nationalmuseet i Ny Vestergade, hvor Niels Lan Doky International Jazz Collective optræder med de største Nat King Cole-numre som Route 66, Unforgettable og Let there be Love. Prisen er 1.295 kroner.

4. Copenhagen Light Festival

Hvis I ikke er klar til at spendere så meget på valentinsdag, så kan I få en lige så romantisk aften ganske gratis, hvis I blot klæder jer varmt på. Copenhagen Light Festival lyser byen op i vintermørket i disse dage, og det er derfor oplagt med en gåtur rundt til de forskellige værker i byen.

Med en dampende varm kakao i hånden, kan I gå på opdagelse i Ballonskoven på Islands Brygge, The Wave på Ofelia Plads og mange andre steder i København. I kan eventuelt begynde jeres vandretur ved Kulturtårnet på Knippelsbro, som bliver tændt klokken 16. Værket hedder FLOW og kan opleves fra alle vinkler. 

Foto: Delphine Piault

5. Kærlighed i kunsten

Til det særligt kultiverede par inviterer Den Hirschsprungske Samling indenfor mellem klokken 14 og 15 fra 14. til 18. februar. I anledning af valentinsdag bydes der på en særlig omvisning i kærlighedens tegn.

– Oplev Den Hirschsprungske Samlings mange værker, der har kærlighed som tema: Både den lykkelige kærlighed og den ulykkelige forelskelse. Museets dygtige omviser vil også afsløre de skjulte kærlighedsfortællinger i kunstværker, hvor man ikke umiddelbart skulle tro, de fandtes, oplyser museet.

Gratis med årskort eller normal billet til museet.Tilmelding ikke nødvendig.

6. Bliv gift på Københavns Rådhus

I kan også bare springe daten over og gå direkte til sagen. Det er populært at blive gift på Københavns Rådhus 14. februar, og der er stadig ledige tider i kalenderen til flere par, som er klar til at blive smedet sammen i dag. 

Når gifteklar kærestepar møder op for at sige ja til hinanden i dag, bliver de mødt af hjerteballoner, chokolade og guitaristen Henning Nielsen, som spiller kærlighedssange for brudeparrene for at skabe en særligt rosenrød stemning på den store dag. 

Vil du smedes sammen med din eneste ene 14. februar?

Glædelig valentinsdag!

Tag til Bali i Gyldenløvesgade: Nyt hotel inviterer til fredagsbar og en dukkert i poolen