På fem busruter kan man komme i ægte julestemning, når man træder gennem dørene. Her er der nemlig pyntet op til jul.
Julestemningen kan ramme en på utallige faconer i denne måned.
Hvad enten man går ud og køber ind og ser de bugnende hylder med marcipan og nougat eller ser julepynten hænge over brokvarterenes hovedgader.
Men det er alligevel de færreste, der forbinder julestemningen med en helt almindelig bustur, men det kan man faktisk også opleve i København i disse dage.
Her er der nemlig pyntet helt op til jul i udvalgte busser, der kører deres faste rute i København. Blandt andet i bus 4A, der kører fra Svanemøllen til Lergravsparken på Amager.
Her kan man som passager nyde synet af guirlander, musetrapper, og julehjerter, der giver farve og liv blandt bussens blå sæder og røde stopknapper.
– Vi synes, at det spreder rigtig god stemning. Vi har både selv pyntet op og fået folk fra lokalområdet til at pynte op. Det har blandt været spejdere, skoler og børnehaver der har pyntet busserne op, hvor børnene helt selv har stået for den, og hængt pynten op, siger Nadja Halby Bennike, der er kommunekationschef i busselskabet Anchersen, der kører busruterne for Movia i hovedstaden.
Børnene blev inviteret ud til busserne i slutningen af november, hvor de selv har klippet og klistret til den store guldmedalje.
– Vi har gjort det det i nogle år efterhånden, og vores kunder og chauffører tager rigtig godt imod vores julepyntede busser, der også ender på de sociale medier. Så længe at pynten overholder sikkerheden og ikke er til gene, så synes vi bare at det er sjovt, siger Nadja Halby Bennike til KBH.dk.
Hvis man selv vil køre i en julepyntet bus, så skal man være heldig at stige ombord på enten 4A eller busser, der kører på Amager eller Hvidovre, hvor der også er pyntet op inde i bussen.
Men er man slet ikke særlig begejstret for julens pynt og festivitas, så kan man glæde sig over, at der også vil være masser af busser der kører uden pynt.
– Man er særlig heldig, hvis man træder ind i en julepyntet bus, og det kan være at vi pynter flere busser næste år. Men det er ikke alle busser, der bliver pyntet op, for det er simpelthen for besværligt for rengøringen, der skal tage hensyn til pynten, og der er jo også nogen, der helst er fri fra den slags juleglæder i bussen, siger Nadja Halby Bennike.
Flere borgere føler sig utrygge i mørket. Nu lader Københavns Kommune lyset brænde