Det bliver et show af karat, der venter i det nye år, når mandestrippergruppen Chippendales kommer til hovedstaden.
Det er ikke alle familiefædre, der kan prale med en hårdtpumpet krop. For når først sofaen og Champions League kalder, så ryger træningen altså i anden række.
Men derfor kan det jo godt være en guilty pleasure som kvinde at drømme om at blive båret rundt af et stort, veltrænede handyr, der har en krop som en strandløve fra Baywatch.
Nu behøver drømmene ikke længere være fjern fantasi. De kan realiseres i 2018, når den amerikanske mandestrippegruppe Chippendales besøger Valby Hallen til september med deres frække show, som har fået titlen About Last Night.
Der loves masser af iturevne t-shirts, olieindsmurte kroppe og sexet dans i takt med sprøde poprytmer, der nok skal få temperaturen i Valby Hallen til at stige til kogepunktet, lover arrangøren ICO Concerts.
– Det er efterhånden 10 år siden, at Chippendales har optrådt i Købehavn, og nu er de endelig tilbage. De københavnske kvinder kan godt begynde glæde sig til et storslået show med veltrænede fyre, dans og sang, siger promotion manager Camilla Trodyb Oxenvad til KBH.dk.
– Men hvad mændene gemmer bag uniformerne, arbejdstøjet eller sportstøjet kan kun tiden vise. Der kan stilles garanti for røde kinder og en fantastisk aften, tilføjer hun.
I mere end 30 år har de muskuløse mænd danset for kvinder over hele kloden, og det pikante show har solgt mere to millioner billetter.
Billetsalget er startet hos Ticketmaster klokken 10 i dag, og priserne starter ved 235 kroner pr. billet.
Hvad sker: Chippendales
Hvor sker det: Valby Hallen
Hvornår sker det: 27. September 2018