Blogger Maja Harder har været en tur i Cofocos drivhus på Väkst i Sankt Peders Stræde.
Blogindlæg af Maja Harder.
Väkst, det legesyge Nordiske drivhus i indre by, er en af Cofoco kædens nyeste i imperiet. Trods kreativitet bliver der værnet om det klassisk danske og de lokale nordiske ingredienser.
Hvis du savner danske somre, grønne skove og livet på landet, bør du tage på Väkst og blive fodret med lækre, mættende kartofler, kål og saftige blåbær.
Fyldigt landbrød og ny nordiskhed
Udover deres valg af ingredienser værner Väkst også om ny nordiskheden ved at tage sig god tid om retterne, tilstedeværelsen og servicen.
Når brød er lavet på god gammeldags manér og har hævet i utallige timer, kan det bare smages.
Väkst forsøger at få gæsterne helt ind til nordiskheden, naturen og stilstanden gennem både gastronomien, men så sandelig også gennem indretningen og atmosfæren.
Cofoco med speciel oplevelse
For selvom man selvfølgelig godt er klar over, at man ikke sidder i et rigtigt drivhus, så er det tæt på.
At være omgivet af de mange planter og urter, den lune luft og det det drivhusagtige glaslys gør noget ved den samlede oplevelse. Noget godt.
Melorme og rødgrød med fløde
Selvom der bliver værnet om traditionerne med gammeldags danske råvarer og en mindful nordisk atmosfære, står der stadig ‘innovation’ på Väksts dagsorden.
Ja, vi har næsten at gøre med en mini, mere budgetvenlig udgave af Noma, hvor der bliver leget med både engsyre og melorme.
Da tjeneren kom ud for at hælde de små tørre orme ud over vores salat, kunne jeg dog heldigvis sige, at jeg er vegetar. Hvis man hverken er til melorme eller vegetariske måltider, er der stadig masser af lækre (insektfri) retter at vælge imellem.
Man kan blandt andet få en cremet blåmuslingesuppe med glaskål og syltede trompetsvampe eller en saltbagt selleri gratineret med ask.
Til dessert imponerer Väkst med en nyfortolkning af den gamle danske kending; rødgrød med fløde.
Legesyge grøntsager
Ligesom Cofocos andre restauranter gør Väkst sig i gourmetmad, som er til at betale. Man kan i drivhuset få en tre retters menu, også i vegetarudgave, for 275 kroner og ‘en aften på Väkst’ bestående af en apéritif, tre retters menu, vinmenu, kaffe og vand for 595 kroner.
Selvom Väkst bestemt også går meget op i kød og skaldyr, er det største kulinariske fokus på sæsonens grøntsager.
De serverer ingen eksotiske råvarer fra de varme lande, men i stedet bruger de, hvad der er til rådighed på eksotiske og kreative måder.
Hvad sker der: Väkst
Hvor sker det: Sankt Peders Stræde 34, København K
Hvornår sker det: Se hjemmesiden
Maja Harder er 25 år og har en master i medier og kommunikation fra London. Hun bor i København og elsker at gå på opdagelse i de mange spændende restaurant- og kulturoplevelser i byen. Hun skriver om sine opdagelser her og på majaharder.com.
Slurp Ramen Joint i Nansensgade gør dig mæt og holder dig varm i vinterkulden