I dag klokken 14 bisættes en markant københavnerskikkelse fra Trinitatis Kirke på Købmagergade.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
Om formiddagen torsdag 28. december døde slagtermester Jens Petersen, bedre kendt som ‘Jens Slagter,’ i sin slagterforretning på Kultorvet. Han blev 59 år.
Jens var en del af Københavns identitet. Den sidste rigtige slagter, der var tilbage indenfor voldene. Karakteristisk i bybilledet med sin bowlerhat og altid gode humør. Jens var fræk som en slagterhund – på den charmerende måde, man kun kunne elske.
Han overtog i 1989 den nu 129-årige slagterforretning på Kultorvet. Før det havde han arbejdet i London og i Australien. Jens kom fra en lang linje af slagtere og var uddannet i Sorø.
På Kultorvet blev godt håndværk, kvalitet, økologi og ordentligt kød hans varemærke. Forretningen blev opbygget med blandt andet udbyttedeling til de ansatte og udbygget medarbejderdemokrati.
Jens’ kærlighed til faget gjorde ham til én af de slagtermestre, der uddannede flest slagtersvende i Danmark, og de fik ofte udmærkelser og medaljer efter svendeprøven.
Han var en ildsjæl i Københavns Slagtermester Laug og var meget engageret i kampen for bevarelsen af ‘slagtergårdene’ på Enghavevej.
Han tog gerne kampen op mod tåbelige offentlige regler og endte tit med at få medhold.
Nu har København mistet en af sine markante profiler.
Han skal bisættes ikke langt fra sin forretning, og i den sammenhæng er det værd at huske, at Købmagergade er Københavns gamle slagtergade.
Jens Slagter bisættes klokken 14 tirsdag fra Trinitatis Kirke på Købmagergade i Indre By.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.