Byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller historien bag de københavnske gadenavne. I dag er turen kommet til Amager Boulevard.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
En af Københavns mest befærdede veje er Amager Boulevard. Den blev anlagt i 1907 til 1908 som ny hovedindfaldsvej fra København til de i 1903 indlemmede Sundbyer på Amager.
Indtil da havde der kun været trafikal indfaldsvej gennem Christianshavn via Torvegade og over den gamle Langebro, der gik fra Vester Voldgade til Langebrogade på Christianshavn.
Allerede i 1891 var der foretaget opfyldninger i det lavvandede område, som blev til Islands Brygge. Her flyttede Hærens Geværfabrik ud. På ydersiden af Christianshavns Stadsgrav løb ‘Den Dækkede Vej’, en smal kørevej fra den gamle befæstning.
Nu besluttede Borgerrepræsentationen, at der skulle etableres en ny hovedfærdselsåre mellem København og Sundbyerne. Den blev så anlagt fra 1907 til 1908.
‘Den Dækkede Vej’ blev udvidet og ført igennem til Amagerbrogade, hvor boligbebyggelsen var ved at vokse frem.
1. juli 1908 blev sporvognslinje 5 lagt over Langebro og ud af den nyanlagte boulevard. Ved havneløbet voksede det tunge erhvervs- og beboelseskvarter på Islands Brygge frem,ved opfyldninger og uddybning af Kalvebodløbet.
På resten af området udvidede Militærets Tekniske Korps med et større kompleks i tilknytning til Artillerivejens Kaserne fra 1891.
Statens Serum Institut blev etableret 9. september 1902 og opførte sine bygninger langs den nye boulevard, hvor også Den Kongelige Mønt og Statsprøveanstalten blev anlagt.
Boulevard kommer via fransk fra middelaldertysk eller nederlandsk bolwerk ‘befæstningsanlæg’ i fransk oprindelig om de parisiske befæstningsanlæg med palisader.
Da baron Georges Eugène Haussmann gennemførte sanering af middelalderens Paris mellem 1853 og 1870, blev Paris’ brede boulevarder anlagt på den gamle fæstningsværkers område.
Haussmanns byplanlægning blev den store mode og navnet ‘boulevard’ blev nu brugt på brede trafikgader overalt i verden.
I 1953 indvides den nuværende Langebro.
Vester Boulevard,på den gamle Vester Volds terræn blev i 1955 omdøbt til H.C. Andersens Boulevard, og den brede trafikgade mellem København og Amager var etableret.
I 1973 opfører SAS Radisson Blu Scandinavia Hotel på en del af militærets område.
Artillerivejens Kaserne overtages i 1973 af Statens Serum Institut. Resten af de militære områder afvikles gradvist fra 1971 frem til år 2000 og er i dag afløst af erhvervs- og boligbyggeri.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.