Skattebetalte embedsmænd tæppebombet med 84 spørgsmål om alt fra kagegafler til vaser

Foto: Anna Mee Allerslev / KK

Det viser sig nu, at flere embedsmænd i Københavns Kommune kom på overarbejde, da de skulle svare på spørgsmål i forbindelse med Anna Mee Allerslevs privat bryllupsreception på Københavns Rådhus.

 

Der kommer fortsat nye oplysninger frem om Anna Mee Allerslevs (R) bryllupsreception på Københavns Rådhus.

BT afslører nu, at beskæftigelsesborgmesteren, i sine bestræbelser på at gøre sin bryllupsreception så billig som muligt, har sat en række kommunale embedsmænd på overarbejde.

Mellem april og august 2017 skulle embedsmændene hos Københavns Kommunes nemlig tage stilling til intet mindre end 84 spørgsmål sendt på mail fra beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev i forbindelse med hendes bryllupsreception, der blev afholdt i august i år.

De nye oplysninger kommer i kølvandet på de tidligere afsløringer om, at Anna Mee Allerslev, i strid med de nedskrevne regler, lånte Københavns Rådhushal kvit og frit i til sin bryllupsreceptionen og dermed sparede den normale lejeudgift på 65.000 kroner.

Et beløb, som hun nu vil betale tilbage.

Mailkorrespondancen mellem embedsmændene og beskæftigelsesborgmester afslører blandt andet, at embedsmændene - udover at skulle tage stilling lavpraktiske ting som kagegafler, servietter, skåle, og bordplan - også blev pålagt at skræddersy arrangementet, så borgmesteren kunne slippe så billigt som muligt.

Af samme grund lykkedes det at nedjustere bryllupsbudgettet med 11.995 kroner.

De skatteyderbetalte embedsmænd blev derfor ufrivilligt en del af Anna Mee Allerslevs bryllupsplanlægning, men sådan noget bør ikke finde sted.

Det understreger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

- Det er kritisabelt, at man som borgmester bruger embedsapparatet til at bruge ganske meget tid til en lang række detaljer, som den, der holder brylluppet, normalt selv skal sørge for eller betale sig fra. Det er jo et privat anliggende. I sidste instans er den tid, som administrationen bruger på brylluppet noget, som kunne være brugt på andre opgaver, forklarer Bent Greve til BT.

Anna Mee Allerslev har ikke ønsket at stille op til interview om de nye oplysninger, men forsvarer sig i en mail til BT:

- Udgifter til administration og koordinering indgår i min betaling til opsætning af stole, borde, service m.m. Præcis som hvis en virksomhed eller andre skal afholde et arrangement, hvor der også er behov for koordinering. Nu har jeg desuden også betalt for lokaleleje, lyder det i svaret.

Men den forklaring holder ikke. Det mener lektor i forvaltning ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, der forklarer, at Anna Mee Allerslev i flere tilfælde har fået særbehandling af kommunen.

- For det første får hun særbehandling ved, at hun i det hele taget får lov til at låne Rådhuset uden at betale for det. For det andet ser det også ud som om, kommunen giver Anna Mee Allerslev yderligere særbehandling ved at give hende lov til at komme igennem med sine krav, siger han til BT og mener, at kommunen i stedet burde have stå fast på den pris, det egentlig burde have kostet.