Slaraffenland for Københavns østers-elskere til Oyster Week

Foto: Shutterstock

Østers med øl, champagne eller cocktails og så til venlige priser. På fredag starter Oyster Week i København, og her kan du få østers i alle afskygninger eller hoppe på din cykel og tage på østerstur med en cykelkok.

Østers kaldes i visse kredse for havets kronjuvel. Den ypperste spise med smag af friskhed, citron og hav. Det er blevet efterår, og efterår er lig med højsæson for østers. Derfor sparker Enjoy Limfjorden sæsonen i gang med Oyster Trophy Week 2017 fra på fredag den 13 oktober, hvor du kan få stillet din trang til den raffinerede spise rundt omkring i København. 

Fejringen starter blandt andet med østersfest i Kødbyen på Vesterbro, hvor CPH Food Space serverer havjuvelerne fra Limfjorden med bobler og musik til øregangene. Kødbyens Fiskebar disker samme dag op med et arrangement, hvor Kristian Bobjerggaard fra Limfjorden fortæller om spisens fortræffeligheder. Og sådan fortsætter det ellers de følgende 9 dage, hvor der er østers i alle afskygninger på flere af Københavns barer og spisesteder. 

Det er også muligt at få lidt motion undervejs. Søndag den 22 oktober kan du tage med Cykelkokken på gastronomisk cykeltur rundt i byen, hvor der bliver lejlighed til  at smage østers både rå eller tilberedt. Naturligvis også med bobler til at få gang i pedalerne. 

Danske limfjordsøsters hører til den absolutte top på verdenskortet. Intet mindre end verdens bedste, mener mange. I Limfjorden er det den sidste stamme af de oprindelige europæiske østers, der lever, mens bestanden i resten af Europa er ramt af sygdom og ødelagt af overfiskeri. Vi har en gastronomisk skattekiste i det nordjyske, som vi skal værne om, så Oyster Trophy Week er en oplagt anledning til at tage for sig af retterne. 

Hvis du er typen, der både er glad for østers og for special-øl med smag af frugt, chili, kaffe og andre ting uden for fantasiens grænser holder Mikkeler Bar på Viktoriagade eventet Oysters and Beers søndag den 15 oktober.  

- Skaldyr bør ikke kun akkompagneres af hvide og mousserende vine, som Enjoy-limfjorden.dk fortæller. Øl har derimod en enorm variation og spændvidde, som kan fungere som en spændende og udfordrende parring til variationer af skaldyrsrigets konge: Østers. 

Hvis du er til østers i samspil med tatar eller grønsuppe, så serverer Lumskebugten tre retter fra på onsdag. 

Alt sammen til priser, hvor de fleste kan være med, og det gælder også for dig, der er endnu ikke er gået planken ud og hoppet i havet med de gastronomiske kronjuveler.