Det er blandt andet gamle tegninger af Christiansborg, som Københavns Kommune er godt i gang med at brænde. Foto: Shutterstock

Københavns byplanlægning er ved at blive digitaliseret, så det for fremtiden er nemmere at finde tegninger og oplysninger om gamle bygninger i hovedstaden. Kommunen vil samtidig destruere de originale tegninger, men det vækker bekymring.

Københavns Kommune er på fjerde år i fuld gang med at digitalisere gamle dokumenter og tegninger af bygninger i København.

Men en beslutning om samtidig at bortskaffe de originale tegninger, som er over 100 år gamle, bekymrer eksperter og skaber heftig debat.

– Vi henholder os bare til den tilladelse, vi har fået, siger Michael Andersen, der er enhedschef for byggesagsdokumentation i Københavns Kommune til P1 Eftermiddag.

– Stadsarkivet er kommet med en udtalelse om, at tegninger kan bortskaffes efter endt scanning.

– Derfor har vi lagt os op af deres vurdering og har skaffet tegninger væk, efter at vi har sikret os i vores kvalitetskontrol, at alt er perfekt og som det skal være, siger Michael Andersen.

Men eksperter kritiserer beslutningen om at brænde de gamle tegninger.

– Jeg kender lidt af materialet, og jeg ved, hvor fine ting der findes i det. Det skærer mig i hjertet, at det skal destrueres, siger historiker Jes Fabricius Møller til P1 Eftermiddag.

Michael Andersen fra Københavns Kommune understreger i radioprogrammet, at det ikke er et krav, at de origianle tegninger bliver destrueret. Men kommunen har vurderet, at de digitale kopier er så gode, at originalerne ikke behøver at blive gemt. 

Men den vurdering er Dan Dahlkild, som er lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet, uenig med. Han er ærgerlig over, at kommunen ikke vil bevare originalerne. 

– Selv i de bedste digitaliseringer er der informationstab. Lige meget hvor fine scanningerne er, kan de aldrig gengive den materialitet, tegningerne har, siger han til P1 Eftermiddag.

Efter fire års arbejde med at digitalisere dokumenterne, er omkring en tredjedel af tegningerne af historiske bygninger som Christiansborg og Københavns Rådhus, allerede blevet brændt.

Britt skulle sige farvel til sin kæreste i lufthavnen: ‘Jeg er mundlam over folks egoistiske opførsel’