16-årig dreng dræbt af skud på Nørrebro

Foto: Ragnhildgade 48 / Google Maps

En 16-årig dreng blev i nat fundet død i en baggård i København. Politiet vil ikke oplyse, om skyderiet har forbindelse til bandekonflikten.

 

En 16-årig dreng er blevet erklæret død, efter at han mandag aften blev ramt af flere skud omkring Ragnhildgade på Østerbro i København. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse kort efter midnat.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderi ved Ragnhildgade, som ligger på grænsen mellem ydre Nørrebro og ydre Østrebro, klokken 21.05 mandag aften.

Da politiet ankom til stedet blev en 16-årig dreng fundet livløs og ramt af flere skid i gården i Ragnhildgade 48. Han blev kort efter erklæret død af en ambulancelæge.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget af interesse op til skyderiet. Politiet vil også meget gerne i kontakt med den afdøde 16-årige drengs bekendte, som var sammen med ham inden skyderiet.

DR.dk skriver, at politiet tirsdag morgen ikke har flere oplysninger i sagen. Politiet kan ikke udtale sig om, hvorvidt en gerningsmand er blevet pågrebet og ej heller oplyse, om skyderiet har relation til bandekonflikten i København, der har udløst mere end 30 skudepisoder siden 12. juni.

Drengens familie er underrettet. 

Københavns Politi opfordrer vidner til at kontakte politiet på telefon 33141448.

Klik her for at blive medlem af vores Facebook-gruppe KBH.